Det her indlæg har taget mig lidt tid at skrive… 

En dag jeg sad i bilen på vej ned til vores nye lager,  hører jeg et meget vigtigt indslag i radioen. Et indslag om at hjælpe spædbørn, når de har fået noget galt i halsen. Og lige der… midt på motorvejen begyndte tårerne at trille. Jeg kunne mærke, hvordan jeg genoplevede den dag i august 2017, hvor min søn fik en gulerod galt i halsen. Det kunne være endt så grueligt galt men endte heldigvis godt. 

Vi var lige kommet hjem fra vuggestue, og Thomas kravlede rundt på gulvet, mens Vera stadig sad og spiste. De var endnu ikke begyndt at gå og var vel cirka 10 måneder. Pludselig begynder Thomas at lyde mærkelig, det var ikke fordi, han stoppede med at trække vejret, men vejrtrækningen lød bare anderledes. Der stod jeg med to børn og vidste ikke rigtig, om det var fugl eller fisk. Han trak jo vejret… Jeg tænkte, at jeg lige kunne gå ind og spørge naboen, hun var sød og satte os i sofaen og tilbød mig en sodavand (hun er omkring 80 og virkelig sød). 

Der var en uro, som jeg har svært ved at beskrive, det var som om, der bare var noget, som ikke rigtig var godt. Så jeg rejste mig og gik tilbage til lejligheden. Så ringede jeg til min far… Hvad skulle jeg gøre? Han havde lidt svært ved at svare mig, da han jo ikke rigtig var i nærheden. Så ringede jeg til 1813. Og mens jeg stod der med dreng som lød mærkelig og tvilling som sad på gulvet og skreg, sagde de ‘hvis det er livsfarligt skal du lægge på og ringe 112’ og så tænkte jeg, det er måske faktisk nok ret livsfarligt… Og så afbrød jeg og ringede 112. 

Jeg kom hurtigt igennem til en meget sød sygeplejerske, som startede med at forsikre mig om, at hvis det var det barn som skreg, den var gal med, så var alt godt… MEN det var det jo ikke, og der stod jeg og ønskede at jeg havde hørt en lille smule mere efter da Heimlich på babyer blev gennemgået. Og alt imens jeg havde sygeplejerske i røret kom ambulance flyvende og jeg fik afleveret skrigende baby til naboen og så ned og sidde i ambulancen. Hos en paramediciner som var overbevist om at jeg spildte hans tid. Drengen trak jo vejret. Jo, men det er altså ikke som det plejer, prøvede jeg. 

Efter lidt tid blev han spurgt af den anden, om der skulle komme en læge.. Det skulle der… Og de kom tilsvarende hurtigt og bedst som lægen havde undersøgt Thomas og forklaret mig at nu trillede vi stille og roligt ind til Rigshospitalet så de kunne kigge på det, ja så satte gulerod sig fast…

Det var så mærkeligt og jeg var så rolig og lægen fik vendt ham rundt så den løsnede sig og der gik vi fra stille og roligt til ‘kørsel 1’ og  jeg tænkte: nu er han i gode hænder, jeg henter lige det andet barn. Og så løb jeg op efter barn og mobil og kom ned igen… De gloede noget da jeg kom løbende med skrigende barn som liiiige skulle med. 

De løste det heldigvis og vi kom alle tre med ind til Rigshospitalet. Og alt imens vi kørte meget stærkt ind ad Lyngbyvejen, forklarede læge mig at nu skulle jeg ikke blive forskrækket, når der var lidt mange i modtagelsen. LIDT mange er en underdrivelse og jeg sad der med min lille dreng imens de prøvede at få gulerod op. Og alt det virak gjorde ham så sur at han til sidst i et ordentlig host helt selv hostede guleroden op. Alle åndede lettet op og på under et minut var stuen tom. Og så sad jeg der og tænkte at det var godt at min indre løvemor havde reageret. 

Dengang var jeg cool, jeg ringede 112 og håndterede to babyer, jeg insisterede på at der skulle komme en lægebil og jeg havde sygeplejerske i røret, som hele tiden talte med mig. Men jeg kan mærke at det har gjort noget ved mig og givet mig en frygt. På det helt lavpraktiske plan har jeg været VIRKELIG længe om at lade mine børn få rå gulerødder, og selv nu får de dem kun med en formaning om at TYGGE DEM GODT. 

Men for nogle uger siden oplevede jeg så falsk strubehoste for første gang. Det var min datter, der vågnede blå om læberne og hev efter vejret, det var meget dramatisk og den coolness, som jeg havde da Thomas havde fået en gulerod galt i halsen var blevet erstattet med en mor der blev helt panisk og grædende ringede 112. HVORFOR 112? Jo altså jeg troede jo, at hun var ved at dø… Og jeg tror at hele den seance i 2017 har gjort at jeg hellere ringer en gang for meget end en gang for lidt.

Så hvis du går og er gravid og glæder dig til at få en lille baby… så gør dig selv en tjeneste og få styr på din baby førstehjælp. Måske du tænker det kan jeg godt, men det kan aldrig skade at være 100 % sikker inden baby kommer. 

Kommentarer (0)

På vores website bruges cookies til at huske dine indstillinger, statistik og personalisering af indhold og annoncer. Denne information deles med tredjepart.

Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken. Læs mere her